På Trans Alp MTB-eventyr

Trans Alp. Sveden pibler frem overalt og det ellers så åndbare cykeltøj er fuldstændig gennemblødt. Jeg kigger op mod den varme sol, hvis stråler danser henover de østrigske bjerge, imens temperaturen runder de 35 grader. 

Selv om jeg har kæmpet på mountainbiken i 45 minutter er kampen langt fra forbi. Grusvejens løse underlag stjæler mine i forvejen få watt og jeg forbander mig selv for ikke at have taget træningen lidt mere seriøst inden jeg tog på eventyr.

Foran mig kan jeg se skygge under træerne og jeg tager en tiltrængt pause fra solen og mælkesyren i benene. Imens tager jeg en slurk vand og en energigel.

Jeg håber, at gel’en giver mig superkræfter, men inderst inde ved jeg godt, at det nok ikke kommer til at ske – ”karma is a bitch” er vist den mest passende beskrivelse af situationen.

Jeg sætter mig op på min trofaste to-hjuler og begynder at træde videre. Hvert tråd får mig tættere og tættere på toppen af skibakken og en velfortjent pause. Jeg er yngste mand på holdet, men flere af de “gamle” har sat mig for lang tid siden og er næsten ved toppen.

I mountainbike sporten betyder alderen ikke helt så megetsom i andre sportsgrene – træning og vilje er grundstenene i en god mountainbiker. Til trods for den manglende træning er jeg ikke rosinen i pølseenden (heldigvis!). Hold 2 skulle kæmpe sig op ad samme stigning, imens hold 3 kunne tage liften.

Efter en times strabadser når jeg toppen og kan smide mig i græsset og puste ud. Det var en hård omgang, men det er det hele værd, når man kan sidde og nyde udsigten ud over de smukke alper og det østrigske landskab. 

Den efterfølgende nedkørsel til vores hotel var på grusveje, som snoede sig langs bjergsiden. Det var ikke teknisk svært, men jeg skulle holde tungen lige i munden, og sørge for at styre gennem det løse grus på de rigtige steder for ikke at miste grebet og styrte. Både jeg og bremserne kom på overarbejde, men det var trods alt kun sidstnævnte, som hylede. 

Jeg er blevet inviteret på mountainbike ferie med det danske firma, MTB-Adventures. De tilbyder i øjeblikket 9 rejser, som spænder vidt fra de vilde højsletter i Skotland, det gamle Østeuropa, altid smukke Italien og det eksotiske Sydafrika.

Firmaets koncept er enkelt: du sørger selv for transport til start-destinationen og så klarer de resten. Turen hedder Transalp og er 5 etaper fordelt på 420 km og 8000 hm med start fra det sydlige Tyrol, igennem Schweiz, Østrig og Italien for til sidst at ende ved Gardasøen.

Hvis man tidligere har været i alperne ved man, at der er utroligt smukt, hvor end man kigger hen og på 3. etape fik vi det bekræftet tifold. Da jeg og hold 2 kom op over bjergtoppen åbnede landskabet sig op og fladede ud. Ved siden af de gamle vandrestier gik fårene og spiste af græsset, imens de næsten ikke ænsede vores tilstedeværelse.

Midt på bjergtoppen krydsede vi grænsen fra Østrig til Italien. De store gamle anti-tank betonklodser og en gammel bunker på et bakkedrag mindede os om fordums tider.

På den italienske side kørte vi ned af nogle små græsenge, imens fritgående heste gik og græssede ved siden af os. Det kunne næsten ikke blive mere idyllisk! Vi nåede hen til kanten og fik den smukkeste udsigt ud over søen, Reschensee.

Det var en fantastisk udsigt og hverken ord eller billeder kan beskrive det. Der på toppen, i udkanten af Italien, tror jeg, at vi alle sendte en stille tak til vores trofaste mountainbikes og de oplevelser, som de fører med sig. 

De 28 deltagere var i starten af ugen blevet inddelt i 3 hold efter niveau. Holdene startede og sluttede altid det samme sted, men guiderne sør- gede løbende for at tilpasse ruterne til holdenes kondition, teknikniveau og lyster. Holdenes ruter varierede derfor lidt i forhold til hinanden, og på nogle steder var der mulighed for at tage blidere stigninger eller stolelifte.

Da resten af dagens etape primært ville foregå på cykelsti langs floderne var der på mit hold enighed om, at vi skulle ud på lidt singletrack spor. Vores guide kiggede hurtigt på sit kort og fandt en rute gennem æbleplantagerne og hen til den anden side af dalen.

Da vi nåede op på bjergsiden fandt vi en gammel vandresti, som snoede sig ind i en lille skov på bjergsiden. Jeg skulle flere gange lige synke spyttet og ikke kigge ned, da vi halvvejs gennem sporet kom helt ud til kanten. Her kunne en enkelt fejl kunne sende mig på en gevaldig kolbøttetur og et visit på hospitalet.

Det var til tider nervepirrende, og adrenalinen pumpede løs, når man skulle køre ud over et stejlt drop – den slags frygt oplever man altså ikke på et flowspor i Danmark.

Den sidste dag skulle vi bevæge os fra Tuenno og til slutdestinationen ved Gardasøen. Det var en smule sørgmodigt at sætte sig op på mountainbiken for sidste gang og begive sig ud i det smukke italienske landskab.

Det var lige før, at jeg på den sidste dag faktisk nød de nådesløse stigninger en smule. Måske var det fordi, at jeg vidste det var sidste gang mine ben ville syre til og min puls ville nærme sig max.

Efter 4 etaper tror jeg faktisk, at kroppen var begyndt at vænne sig til strabadserne, selv om benene her på sidste dag føltes lidt sløve. Vi kom igennem skoven og bakkerne for til sidst at stå på en bjergtop og puste ud for sidste gang. Den sidste del af turen foregik på cykelsti ned til Garda Søen.

På næsten magisk vis stødte vi sammen med hold 1 i en charmerende lille italiensk by og fortsatte i samlet flok mod målet. Alle var glade og måske også ved at være lidt trætte af de mange kilometer, som havde forplantet sig i benene.

Ved Garda Søen ventede servicechefen med champagne og snacks. Det måtte dog pænt vente, da vi selvfølgelig skulle have en dukkert. Jeg sprang hovedkuls i søen uden at tænke over, at den primært bestod af smeltevand og derfor kun havde en temperatur på 16 grader.

Det var mildt sagt en kold fornøjelse, men stadig én af de bedste badeture jeg nogensinde har haft. Herefter drak  vi champagne og lykønskede hinanden med vores bedrift: 424 km og 8.740 højdemeter. Fra Tyskland til Italien på 5 etaper og med masser af fede oplevelser undervejs.