Sådan flyver du med din cykel. Del 1.

Forord

Husk ChefGuidens anbefalinger er baseret på egne erfaringer gennem 20 år som rejsende MTB’er, brug mine tips, som de er ment: baggrundsviden og ideer til at du kan træffe det valg, der er bedst for dig.
Jeg er ikke betalt eller sponseret af nogle leverandører og har købt min egen cykelkuffert.

Når vi nu har besluttet os, for at tage vores egen MTB med på tur (det valg snakker vi om i en anden artikel – link kommer her), skal der tages endnu en vigtig beslutning.

Hvilken indpakning skal den transporteres i undervejs?

Firkantet sagt er der fire muligheder:

  1. I plasticpose
  2. I papkasse
  3. I taske
  4. I kuffert (hård skal)

Der er meget stor forskel på beskyttelsesgraden og prisen på de fire.  Jo bedre beskyttelse, jo dyrere er løsningen. Udfordringen er, at det der ser billigst, og derfor umiddelbart mest attraktivt, ud, kan gå hen og blive meget dyrt og i værste fald koste dig en tabt ferie og ødelagt cykel.

Lad os komme i gang med fordele og ulemper på de fire og blande dem godt sammen med anbefalinger til hvad du skal overveje, inden du vælger.

cykelkuffert

Plastikposen

Tro det eller ej, langt de fleste cykler der transporteres på fly, med ikke-professionelle ryttere, flyver pakket ind i en pose/plastiksæk.
Det kan være alt fra en opskåret sort sæk, over wrap-plastik til en dedikeret cykel-transport pose.

Alle flyselskaber accepterer at tage din cykel med hvis du blot drejer styret, lukker luften ud af dækkene og pakker cyklen ind i plast! Det bliver ikke billigere, nemmere, hurtigere og mere hovedløst risikabelt.

Fordele

Billigt, hurtigt, let at transportere / opbevare under cykelturen, umiddelbart svært for lastpersonale at lægge anden tung bagage ovenpå, da de kan se hvad det er, men…

Ulempe

MEGET dårlig beskyttelse mod ridser, skader og brud på stel, håndtag, skiftere, greb, kabler mm.

ChefGuiden siger: det er dømt til at gå galt og løsningen bør ikke bruges af seriøse cykelrejsende. Der er for stor en chance at tage.

ChefGuiden anbefaler denne løsning hvis: du vil spille russisk roulette med din cykel og din ferie, eller blot er på jagt efter en god grund, til at købe en ny cykel på destinationen og sikker på dette kan lade sig gøre.

Jeg forventer altså ikke du, som læser med her, overvejer denne løsning, så vi haster videre til de næste tre muligheder, som vil være dem, jeg tror du vil vælge mellem.

Papkassen

Alle cykler transporteres fra producent til forhandler eller køber i en papkasse. Ofte omlastes den flere gange undervejs og kommer hele vejen fra Asien, mere eller mindre samlet, til Europa.

Kassen er altså cykelproducenternes foretrukne transport indpakning og virker derfor, umiddelbart, som et smart valg. Men husk på der er stor forskel på håndteringen.
Et læs cykler i en container og lastbil, håndteres af folk der er vant til at laste cykler og som ved hvad de håndterer.

Flybagage håndteres, desværre, ikke altid lige professionelt – er du i tvivl så kig ud næste gang du står og venter på at boarde dit fly og tænk på at her ved personalet, at du kigger med.
Hvordan behandles vores bagage så, alle de steder hvor vi ikke kan se med?

Fordele

Pris: Papkassen kan du ofte få gratis, hos den lokale cykelbutik, som slipper for at skulle af med papaffald.

Vægt: Papkassen er superlet. Det er smart hvis man f.eks. rejser med lavpris selskaber rundt i Europa.

Du kan nemlig få plads til alt dit cykeltøj, sko, hjelm og andet udstyr i kassen, sammen med cyklen, uden at ramme vægtgrænsen. Hermed sparer du på antallet af øvrige kufferter du behøver tage med, måske slet ingen øvrig bagage er nødvendig.
Typisk vil du dermed kunne spare et par hundrede kr. på hver flystrækning på denne måde.

Opbevaring:
Papkassen kan ”foldes sammen” under cykelturen og fylder derfor minimalt i fx en supportbil eller stående i en hotelgarage mens du er på tur.

Ulemper

Dårlig beskyttelse mod slag på siderne, direkte mod rammen. Fx hvis der lægges en anden kuffert eller bagage ovenpå eller den rammes på vej rundt i systemet.
Dårlig beskyttelse mod fugt og regn, regner det forsvinder kassen langsomt men sikkert og yder endnu dårligere beskyttelse.
Kræver 100% tørt opbevaringssted under cykelturen og.

Håndtering

Kan være svær at bære rundt på, specielt hvis du ikke er langarmet og føles tung – der er ingen hjul under.
Begrænset levetid, efter 2-3 gange er kassen ofte slidt op.

ChefGuiden siger: papkassen er et billigt og hurtigt alternativ, til dig der kun skal rejse med cyklen én gang eller ikke skal være væk længe og ikke har mulighed for opbevaring på destinationen. Papkassen er godt nok stiv i kanterne, og stærk når den står op og transporteres sammen med lignende kasser.

Men den er meget modtagelig for stød og slag på siderne og ekstrem følsom for skarpe kanter og fugt/regn! Lægges kassen ned, hvilket ofte sker i flyets lastrum, og pakkes der andre kufferter/bagage ovenpå, går det let galt og din kasse kommer ud med huller og ridser, i værste fald en brækket ramme.

Vælger du denne løsning skal du derfor sørge for HELE rammen og gafler, pakkes ind i ”skumrør” og hjul i hjulposer eller lign. Evt. kan du lave ekstra vægge med siderne fra en flytte kasse. Det giver mere vægt, men øger beskyttelsen. Du bør også tape alle kanter og hjørner for ekstra styrke/beskyttelse.

ChefGuiden anbefaler denne løsning hvis: du kun skal flyve én vej eller denne éne gang og aldrig mere. Du kan også bruge denne metode når du vil spare penge på øvrig bagage, men husk der er en stor risiko.
Fik jeg fortalt at jeg har fået brækket en bag stage, altså ødelagt en carbon ramme, under en papkasse flyvetur?

Bare rolig du kan læse del 2. hvor vi ser på sidste mulighed ”cykelkufferten” og kommer med konklusionen i næste Blogpost.

Flere artikler